Oplev det autentiske Bilbao

2014-11-20

Vejret i det nordlige Spanien kan være lige så køligt og regnfuldt som i Danmark, men her er alligevel altid liv i gaden. Børnene leger ude sent om aftenen, middagsmaden indtages ved 22-tiden, kaffe og øl drikkes gerne på fortovet, og det er ikke på grund af rygeforbud i restauranter og barer. 

Det centrale Bilbao er præget af floden og de nyanlagte flodpromenader, nye og gamle kulturinstitutioner, vekslende festivaler med musik og fyrværkeri, fashionable indkøbs- og gågader, livlig trafik af blandt andet biler, der vander gaderne, fejer og tømmer affaldscontainere i en uendelighed, og den gamle bydel, Casco Viejo, med smalle gader, små butikker i charmerende huse og hundredvis af barer og restauranter. 

Bilbao er godt halvt så stor som København og har registreret mere end dobbelt så mange barer og restauranter – i alt 2.300. Det vil sige, at her er rundt regnet fem gange så mange barer pr. indbygger som i København. Det er som hovedregel de lokale, der fylder beværtningerne. 

Selv om Bilbao anstrenger sig for at tiltrække turister, udmærker byen sig ved ikke at være en turistby i samme omfang som for eksempel Barcelona, Valencia og Málaga. Nogle medarbejdere i større museer og butikker kan engelsk, men de fleste taler kun spansk. Derfor er Bilbao også et fremragende rejsemål for den, der gerne vil lufte sine spanske gloser. 

Karakteristisk i bybilledet er alle skilte, der står på to sprog: spansk og baskisk. 

Det spanske flag er et særsyn her, mens flere lufter det baskiske. Mange Bilbainos holder den baskiske identitet i hævd, men det er i virkeligheden et mindretal, der går ind for fuld selvstændighed til baskerlandet. Som turist mærker man ikke noget til den baskiske løsrivelseskonflikt og aktiviteterne i den baskiske selvstændigheds- og terrororganisation, ETA. 

FREDAG I BILBAO

Kl. 17: Det store overblik

Bilbao er omgivet af små bjerge, og byen er såmænd også begyndt at snige sig op ad dem. Det giver gode muligheder for at komme op og få overblik, og udsigtspunktet på Artxanda-bjerget er en af mine favoritter. 

Det er i sig selv en oplevelse at køre stejlt op ad bjerget med det lille kabeltog tæt på centrum. Med en tophastighed på 18 km i timen bliver man på tre minutter kørt op i 226 meters højde. I klart vejr kan man se helt ud over Nervión-flodens udmunding i Biscayabugten, lufthavnen i øst, og selvfølgelig selve Bilbao med sit stadion, Guggenheim-museet, Begoña Katedralen, den gamle bydel, Casco Viejo, og Nervión-floden, der slynger sig midt gennem byen, og hvor en halv snes større og mindre broer sikrer kontakten mellem højre og venstre bred. Oppe på bjerget er der både en park og flere beværtninger.
Funicular Artxanda, Plaza Funicular. 

 

Kl. 19: Historisk indblik
Byen har haft omfattende søfart med handel samt en stor jern- og stålproduktion, der dominerede og tilsvinede byen og floden indtil slutningen af forrige århundrede. Det Maritime Museum, Museo Maritimo, er et glimrende sted at få et hurtigt og overskueligt indblik i Bilbaos historie og den forvandling, byen har undergået de sidste 25 år. Museet er fra 2002 og således selv et eksempel på det nye Bilbao, der blandt andet satser på turisme og international konferenceaktivitet. 
Museo Maritimo Ria de Bilbao, Muelle Ramón de la Sota 1.

Kl. 21 Plads i byens hjerte

Plaza Nueva er et centralt mødested. Den store plads med palmer er omkranset af nyklassicistiske bygninger med buegange i bunden. Pladsen er, navnet til trods, fra 1821, og hovedbygningen rummer et institut for bevarelse af det baskiske sprog. Resten er butikker, barer og restauranter. Den ene mere tillokkende end den anden. Restaurente Victor Montes er en af de ældste og mest stemningsfulde og svær at gå udenom. Her er, som mange andre steder, bar i stueetagen, mens den egentlige restaurant ligger på førstesalen. Det er nok muligt at få servering i restauranten fra kl. 21, men regn med, at det kan blive lidt ensomt den første time, for de lokale kommer tidligst kl. 22. 

Selskab får man til gengæld i baren, hvor der er trængsel om de delikate pindemadder, pintxos (udtales ’pinsjos’), som er baskerlandets kulinariske flagskib. Pintxos er en avanceret form for tapas, ofte både fantasifulde, dekorative og velsmagende, og ikke mindst her på Victor Montes. Foretrækker man folkelivet i baren, kan man sagtens spise sig mæt i pintxos. Ofte er der et stykke brød i bunden, ovenpå forskellige sammensætninger af laks, glasål (angulas), bagt peber, oste, æg, serranoskinke, rejer, hummer, torsk og små blæksprutter i alle afskygninger. Pintxos kan også være små lune retter med svampe, fisk, blæksprutter og forskellige grøntsager. Man kan fint klare sig uden at kunne en eneste glose på spansk eller baskisk. Det hele står fremme, så enten tager man selv, eller også bruger man den internationalt kendte pegefinger-teknik.
Restaurente Victor Montes, Plaza Nueva.

LÆS OGSÅDet skal være slut med dårlig tapas

 

LØRDAG I BILBAO

Kl. 9: Morgenmad med højt til loftet
Morgenmad hedder desayuno og indtages oftere i byen end hjemme og er sjældent noget stort måltid. Desayuno fås mange steder for 3-4 euro og består af kaffe, juice og tostada (toast) eller en croissant. Cafe La Granja er en gammel franskinspireret café med 4½ meter til loftet, og sådan kan jeg anbefale at starte dagen. Trænger man til mere at spise, supplerer man blot med pintxos. 
Cafe La Granja, Plaza Circular.

Kl. 11: Spadser langs floden

Mine yndlingsture i Bilbao går langs floden, og på grund af den løbende byfornyelse er promenaden blevet skønnere for hver gang, jeg er kommet. Start ved Palacio Euskalduna, som er et nyt kongrescenter, der er opført på en gammel skibsværftsgrund. Kryds gerne floden et par gange for eksempel via gangbroerne Puente Padre Arrupe lige før Guggenheim og Zubizuri – den hvide bro. Sidstnævnte er en af de nyeste og spektakulær med skrå stålbuer og et dæk af mat glas. Fortsæt hele vejen til Casco Viejo, og sid gerne på en af de mange bænke og nyd folkelivet. Baskerne elsker at promenere, og alle typer kommer her. Folk er generelt høje og lyse i huden, men her er også små ældre damer med tasker, briller og sko i afstemte farver, høje mørke skønheder med hunde, børn med skateboards og gamle herrer med cardigan og baskerhue.
Palacio Euskalduna, Avenida Abandoibarra 4.

Kl. 13: De skønne kunster
Man kan godt blive træt af at gå på kunstmuseum og se de sædvanlige værker af den verdenskendte elite. Sådan er det ikke på Bilbaos kunstmuseum, Museo De Bellas Arte. Den faste samling udgøres af 8.000 værker fra det 12. århundrede og frem til i dag og udmærker sig ved et stort antal interessante værker af spanske og baskiske kunstnere, som man ikke møder andre steder. Selvfølgelig er der også kendte navne som Gauguin og Ribera. Som mange andre steder i Bilbao er der normalt åbent til kl. 20. 
Museo de Bellas Artes de Bilbao, Museo Plaza 2.

Kl. 16: Shopping på Grand Via
Grand Via, eller på dansk: Storegade, hedder en af de fashionable indkøbs- og cafégader i centrum. Den del, der løber fra Plaza Moyúa og op mod Casco Viejo, er gågade, og her findes mange butikker i den dyrere ende af skalaen. Og er man så uheldig at løbe ind i et regnvejr, kan man ty til stormagasinet El Corte Inglés. Her sælges farverige paraplyer lige ved indgangen, men man kan også vælge at gå tørskoet rundt på de mange etager. 
El Corte Inglés, Gran Via Diego López de Haro 7-9.

Kl. 18: Titanium-vidunderet
Det er arkitekturen mere end noget andet, der gør Guggenheim-museet til et opløftende og fascinerende bekendtskab. Det skal først og fremmest ses udefra, og den åbne placering ved floden betyder, at de skulpturelle former kan beundres fra alle sider. Man bør bestemt nyde synet fra den modsatte flodbred, hvor vandet og sollyset hele tiden reflekteres på nye måder i de tusindvis af titaniumplader, der beklæder bygningen. Effekten er ganske særlig ved solnedgang og senere, når fem flammesøjler stiger op fra den lille sø, der er etableret mellem museet og floden. Indvendig er der også skabt spændende rum, man kan henfalde i. Selve udstillingerne indeholder som regel ikke de store overraskelser. Til gengæld er det værd at holde øje med de aftenkoncerter, der løbende afholdes på museet. 
Museo Guggenheim de Bilbao, Abandoibarra Etorbidea 2.

Kl. 21: Vildfaren i syv gader
’Siete Calles de Bilbao’ betyder Bilbaos syv gader og henviser til syv små gader i den gamle bydel, Casco Viejo. Her er bilfrit, men tro ikke, det er ensbetydende med fred og ro, for her ligger barerne endnu tættere end andre steder i byen. Man bør unde sig en hel aften her, hvor man spiser pintxos og drikker sig frem fra sted til sted. 

To barer, man ikke bør gå glip af, er Bar Urkia i Calle Somera nr. 42 og Bar Irrintzi i Calle Santa Maria nr. 8. På Urkia er en af pintxos-specialiteterne røget torsk med gedeost og pesto, mens Irrintzi har flere pintxos med kød, hvilket er ret usædvanligt, eksempelvis and med stegt æble på brød med peanutsovs. 

De fleste pintxos skylles godt ned med lokal pilsnerfadøl, der serveres, når man beder om en caña (udtales kanja). 

Der går mange fortællinger om både turister og Bilbainos, der er faret vild i de syv gader. Angiveligt fordi gaderne ligner hinanden til forveksling. Onde tunger vil dog mene, at vildfarelserne skyldes helt andre berusende omstændigheder – så tag jer i agt. 
Bar Irrintzi, Calle Santa Maria 8. 

SØNDAG I BILBAO

Kl. 10: Velsmurt metro
Bilbaos metro er ny, velsmurt og nærmest skandinavisk i sit enkle, lyse design. Gå ned på stationen under Norman Fosters futuristiske glastag på Plaza Moyúa eller en af de andre stationer i centrum. På kort tid når man en af de mange strande nord for byen. Den allerførste lillebitte strand, Playa de Las Arenas, ligger lige dér, hvor floden åbner sig mod bugten. Metrostationen hedder Areeta/Las Arenas og nås på bare 15 minutter. Herfra er der fem minutters gang til stranden. 
Metro Areeta, Plaza Geltokia, Las Arenas.

Kl. 12: Broernes bro
Puente Colgante de Biszaya skal opleves i virkeligheden. 45 meter høj og 160 meter lang. Bygget i 1893 som verdens første transportbro og udpeget af Unesco som verdenskulturarv. Broen betragtes som et monument over den industrielle revolution i slutningen af 1800-tallet, og broens konstruktion har været forbillede for konstruktion af Eiffeltårnet og en række broer i Europa og USA. 

Broen er den dag i dag en vigtig forbindelse mellem Nervións to bredder og transporterer årligt seks millioner passagerer. Transporten foregår på en gondol, der hænger under broen. Når biler og fodgængere er kommet om bord, glider den oven over vandoverfladen i wirer, der hænger ned fra broens top. På den måde er der fri passage for store skibe uden de mere kendte løsninger med vippebro eller tunnel. 

Som fodgænger kan man også tage elevatoren til toppen af broen, hvor der er en godt indhegnet gangbro. Herfra er der formidabel udsigt ud over bugten mod Biscayen og ind mod Bilbao. 
Puente Colgante de Bizaya, Plaza Zubiko, Las Arenas.

Kl. 14: Stor søndagsfrokost

Søndag ved 14-tiden begynder det mærkbart at tynde ud med mennesker i gadebilledet. Det er nemlig tid for den traditionelle søndagsfrokost, hvor familierne samles og spiser i timevis. Og hvorfor ikke gøre det samme. Ikke langt fra Biscaya-broen ligger den lille Restaurente Pablo Urzay. Her serveres klassiske baskiske retter i god kvalitet. Specialiteterne er forskellige svampe og vinbjergsnegle, men der er meget andet at svælge i, f.eks. torsk på baskisk, jomfruhummer, pighvar og kalvekæber. Og hvorfor ikke prøve en menu med lidt af hvert – man er jo ikke kommet til Baskerlandet for at spise hakkebøf med bløde løg, vel?

(Kilde: Politiken)

Tilbage