EKSKLUSIVT: læs et afsnit af bogen 'To uger på Caminoen' herunder.

Læs også hvor bogen kan bestilles og deltag i konkurrence om et eksemplar af bogen.

2018-03-27

'To uger på Caminoen' udkommer den 29. marts 2018, men her kan du få et lille eksklusivt indblik i Dortea Uggerhøj's bog om hendes to fantastiske uger på Caminoen. Afsnittet her er fra afsnittet netop før hun ankommer til endestationen i Santiago de Compostela.

- - -

Længere nede i teksten kan du se hvordan du kan bestille bogen og vinde et eksemplar af den.

Klik her og læs anmeldelse af bogen.

- - -

Pedrouzo til Compostela de Santiago

Klokken er 04.45 da min Iphone bipper mig vågen. Op i tøjet og afsted i mørket, er min første tanke. Øh, hvor er min pandelampe? Den glemte jeg at lægge klar i aftes, og nu kan jeg ikke finde den. Har jeg glemt den et sted? Bare IPhonelyset holder godt, det bliver først lyst lidt i otte.

Jeg afleverer værelsesnøglen til natreceptionisten, og spørger lige en ekstra gang om vejen ud af byen. Den unge natpot forklarer: Op ad hovedgaden gennem byen, drej til højre ved den første mark, følg marken, tag første vej til venstre ind skoven. Okay, så skulle jeg være klar. Ingen morgenkaffe, men jeg regner med at holde kaffestop om nogle timer, og når jeg kan se, hvordan tiden holder. Lige nu gælder det bare om at komme afsted. Trækkerne strømperne dobbelt ud over fingrene, det er hundekoldt, og virkelig mørk.

- - -

VIND BOGEN "TO UGER PÅ CAMINOEN".

Gå til vores Facebook og 'like' eller 'del' opslaget den 27. marts om bogen eller skriv dit navn i kommentarfelter herunder

(lodtrækning søndag den 1. april).

Så deltager du i lodtrækningen om to bøger.

- - -

Gennem byen ser jeg ingen andre overhovedet, men også denne morgen hører jeg en hund gø i det fjerne, og højt musik? Jeg går forbi en gammel blå Lada, der holder på et P-plads. Der sidder en mand med åben mund, musikken i radioen kører for fuld styrke. Er han mon død? Går tæt forbi bilen. Nej han snorker.

Jeg får øje på to rygsækkefolk, der drejer til højre inden marken. Natpotten sagde, ved marken, nu bliver jeg i tvivl. Skal jeg gå efter dem, eller følge receptionistens anvisninger? Jeg vælger at gå samme vej som mit folkefærd. De går nogle hundrede meter foran mig, jeg kan se dem i skæret fra de sidste gadelygter, nu drejer de til venstre i retning mod skoven. De standser lige inden skoven og tænder deres pandelygter. Uden af tænde min IPhone prøver jeg at spejde efter et tegn, en gul pil. Hvor er der en gul muslingeskal? Nu har vi gået efter dem hele vejen, og de fleste dage er det gået fint med at spotte de gule pile, men hvor er Caminoen i mørket? Min sidste Camino vandringsdag. Er det sidste Caminodag for denne gang, eller sidste Caminodag overhovedet? Jeg tænder min IPhone, og der i lyskeglen får jeg øje på en sten med en gul pil.

"Buen Camino", siger jeg højt til mig selv, slukker Iphonen, og går videre i mørket.

Der er stadig et stykke op til de to, der går foran mig, de er nået ind i skoven, så de har nok ikke hørt mig tale med mig selv, godt det samme. Nu er det virkelig mørkt, trækronerne lukker sig helt tæt ind over stien. Rygsækfolket er to damer. Jeg hilser på dem, da jeg er et par meter bag dem for ikke at forskrække dem. Jeg fortsætte lige bag dem i håbet om, de kan lyse vej. De går meget, meget langsomt, så jeg beslutter efter ganske få minutter, at jeg bliver nødt til at overhale dem, og gå alene i mørket med min IPhonelampe, som jeg bliver nødt til at tænde igen.

”Hold fokus, se ikke på andet end lyskeglen, hold næsen lige på sporet”, befaler jeg mig selv.

Gnags red mig

Jeg taler højt til mig selv og konstatere, at jeg stadigvæk som 53 årig er mørkerad. Men lige nu føles det næsten som jeg kan kontrollere det. Stien er rimelig ujævn, og fyldt med de her små runde sten, der ruller under støvlerne.

Det er helt umuligt at få øje på himmelen gennem trækronerne. Der er ikke så meget som en eneste stjerne, der får lov at skinne igennem, hvilket jeg ellers have håbet på. Jeg fornemmer ikke der er nogen måne til at skinne i nat. Man kan da heller aldrig regne med den måne, når den er fuld, holder den mig vågen, og nu hvor jeg godt kunne bruge den, så er den der ikke. Det eneste jeg kan gøre er, at holde øje med hvert eneste skridt gennem lyskeglens skær.

Jeg kan så småt mærke, at jeg igen er ved, at piske en panisk stemning op inde i mig selv. Tankerne og fantasien fiser afsted. Hvis en gren knækker i skoven, ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre. Vil jeg skrige, vil jeg hoppe, vil jeg tisse i bukserne, vil jeg vende om og løbe? Hold nu op en stemning jeg får pisket op, det er helt skørt.

Inden jeg gik fra hotellet så jeg på min Iphone, at der kun var 8 grader. Men jeg er alt andet end kold, jeg nærmest sveder, men det er simpelthen af den stemning jeg har fået kørt op. Jeg går til, støvlerne sidder perfekt i dag, heldigvis. De strømper jeg havde taget på hænderne, kommer ned i lommen, de er slet ikke nødvendige. Jeg er så varm nu, at det faktisk er helt rart, at holde om det kolde håndtag på vandrestavene. Jeg har begge stave i en hånd, for jeg skal jo også lyse på stien. Her er så ujævnt at en stav i hver hånd, havde været fantastisk. Damernes stemmer bag mig er for længst forsvundet.

Gnags, red mig. Jeg kan en af deres sange udenad, og prøver om den virker:

Som et strejf af himlens kærlighed Ikke en sjæl var skyld der i Pludselig blev jeg bare til virkelighed Og ku' høre mit hjerte sige

Jeg elsker dig. Jeg elsker dig

Hvor det hjerte hamrede og sang Åh en sang så hemmelig
Og det hjerte bristede mangen en gang

Før de hænder turde sige Jeg elsker dig. Jeg elsker dig

Hvor det stormede og vinden rev
Og vi hulkede og frøs
Men lige meget hvor frossen jorden blev Slap du vintergækken løs

Jeg elsker dig. Jeg elsker dig

Jeg småsynger, og nynner den igen, og igen. Sangen siger så meget om mit og min kærestes forhold. Og så længe jeg synger, og koncentrere mig om at følge lyskeglen på jorden, er der rimelig styr på tankerne.

Skifter hånd, så IPhonen kommer i venstre og stavene i højre. Lader IPhonen hvile på mavebæltet, så lyskeglen falder så direkte på stien som mulig. Tænker på, hvordan jeg vil formulere dagens kapitel når jeg skal skrive. Tusinde tanker hvirvler rundt, sammenlagt giver de lige nu ikke meget mening. Hvad nu hvis jeg snubler? Jeg genkender angsten fra første dag. Hvis jeg falder, så kommer damerne vel forbi på et tidspunkt, men hvornår, og kan de ringe efter hjælp. Oh, My, min fantasi fejler da virkelig ikke noget.

Hvor meget strøm æder lampen fra IPhonen mon? Angsten for at løbe tør for strøm presser sig gevaldig på, så jeg bliver nødt til at se efter. Heldigvis indikere den ikke noget endnu. Prøver at holde IPhonen slukket, og lade øjnene vende sig til mørket, men konstatere allerede efter få meter, at jeg ikke er en ugle og tænder igen. Jeg kan simpelthen intet se i mørket. Det kan lige passe, jeg snubler mens jeg går her og eksperimenterer med eller uden lys, så hold op med det.

Nu deler vejen sig. Hvad skal jeg vælge, lidt til højre, eller den der går lidt venstre? Jeg har fundet ud af, at tricket ofte er at gå lidt videre, og når det er Caminoen, så kommer stenen med den gule pil efter nogle hundrede meter. Og kommer den gul pil eller muslingeskallen ikke, ja så må man vende om, og tage den anden vej. De gange hvor jeg ikke har kunnet fornemme, hvilken vej der var den rigtige, har helt sikkert været de gange, der har været for meget indre støj på linjen. Derfor giver det meningen at gå en helt måned, det forstår jeg nu. Det er lige som at meditere.

Så, rolig nu, mærk ind, hvilken vej føles rigtig? Gå. Yes, jeg valgte rigtig, lille sten med gul pil, tjek. De fleste gange er jeg rigtig god til at fornemme retning, men det er bestemt ikke lige nu.

Når jeg er på ski- eller på storbys ferie, har jeg meget sjældent et kort med. Egentlig kan jeg vist godt lide, at blive lidt væk, og så først finde hjem sidst på

dagen. Men lige nu vil jeg bare gerne finde vej, jeg så tændt, at min aura blafre og ikke til at stole på. Griner lidt ad mig selv. Har nogen tvunget mig til, at gå den her Camino? Nope. Har jeg selv valgt at starte inden solopgang for, at nå Santiago de Compostella inden middagsmessen? Si.

”Godt, så nyd lige din sidste dag på Caminoen”, siger jeg højt til mig selv.

Benene og fødderne er gode, intet gør ondt. God følelse. Men for Søren da, det er stadig meget mørkt. Det er virkelig skønt, at ryggen, lænden og nakken overhovedet ikke gør ondt i dag. Men syntes også, jeg har været god til, at regulere rygstropperne på rygsækken flere gange om dagen, så trykket på ryggen og skuldrene er blevet vekslet. Allerede den første dag fandt jeg ud af, det var en god følelse med de mange små reguleringer, og min kærestes tidligere svigerinde, Anne Maries fine råd om at bære på hoften, og ikke på skulderne, har ligget i baghovedet hver dag.

Selvom jeg stadig fornemmer angsten, så er det som om den mere holder mig vågen, altså virkelig vågen, mere end den er skræmmende, det er en okay følelse.

Flere gange på Caminoen har jeg tænkt på min fars forslag om, at jeg bare skal forestille mig, jeg går fra Nordby til Sønderho plus lidt længere, om formiddagen og at jeg så går hjem igen om eftermiddagen. Men hvem hulen går fra Nordby til Sønderho i mørke, og hvis de gjorde, ja så ville det alligevel aldrig blive så mørkt som her, der er ingen steder i plantagen, hvor træerne kan lukke sig så tæt og så mørkt som her.

Inden jeg tog afsted på Caminoen, tænke jeg faktisk på, at gå fra Nordby til Sønderho og retur, som en test for mig selv, men lod være, for det lød som pokkers langt. Og desuden hader jeg tests, så hvorfor teste om det føltes godt, når jeg alligevel allerede havde besluttet at drage af sted.

Igen minder jeg mig selv om, at fokuser på det positive. Kroppen virker, vejret er fantastisk, forstået på den måde, at det regner ikke, og det er heller ikke tåget. Og ind i mellem er der hul gennem trækronernes tætte tæppe, så jeg kan se stjernerne, og det betyder jo der ikke er skyer, så det bliver endnu en smuk dag.

IPhonelampen virker, og ser heldigvis ikke ud til at den sluger så meget strøm som jeg frygtede. Jeg tjekker lige igen, nej, den har ikke brugt ret meget.

Nu går det opad. På hele Caminoen har jeg jublet hver gang det er gået opad, frem for nedad, og nu går det opad, hvor heldig har jeg lige lov at være. Jeg tror ikke egentlig ikke vi får større udfordringer end vi kan håndtere, jeg glemmer det bare ind i mellem.

Fuldstændig død

Nu er jeg gennem skoven, ruten snor sig langs en stor ret befærdet vej, jeg slukker IPhonen for at spare på strømmen. Billygterne giver lige lys nok til jeg kan se, hvor jeg sætter mine fødder. Jeg tager en stav i hver sin hånd og går til, men der går ikke lang tid før ruten igen snor sig ind i skoven. For ikke at spilde tid, samler jeg stavene i en hånd mens jeg går, og finder igen Iphonen frem fra bæltetasken. Nu vil den bare ikke tænde. Den vil ingenting, hverken selve mobilen eller lyset. Den er helt død. Måske er den blevet for kold, det er virkelig det værst tænkelige tidspunkt. Jeg overvejen om jeg skal blive stående, på et eller andet tidspunkt kommer de to damer vel forbi. Jeg beslutter mig for ikke, at ærgre mig over det, og at jeg bare ikke kan fortsætte i det hurtige tempo, det er ganske enkelt for farligt uden lys. Knap har jeg sluppet irritationen over, at jeg må tage den med ro, før jeg får øje på en lille lyskegle danse hen imod mig på stien.

”Ola, Buen Camino”, siger jeg, for at den der holder lyset ikke skal blive forskrækket, når vedkommende opdager mig. Der er igen så mørkt, at jeg uden lys kun lige kan skimte mine støvler.

”Buen Camino. How are you?”, siger en mandestemme.

Manden standser ved siden af mig, og lige bag ham ser jeg i lysskæret også se hans kone, kæreste, eller hvad hun nu er. Det finder jeg sikkert ud af senere. Jeg genkender de to fra restauranten i aftes. Jeg forklarer, mit lys ikke virker. Manden kikker kort på min IPhone, ryster på hovedet og tilbyder straks, at jeg fortsætter sammen med dem.

De to går foran, og jeg lige et skridt bag dem, mellem dem. De gange jeg har mødt dem på turen, har de overhalet mig i et meget overlegent tempo, og det er det tempo vi går i nu. Vi går stærkt, men det passer mig helt perfekt i dag.

De præsenterer sig som Jean og Sonja fra Canada. De har godt set mig på turen, siger Sonja. Hun fortæller, hendes mor oprindelig er Østriger og homøopat, men flyttede til Canada da hun mødte Sonjas far. Jeg fortæller, jeg også er uddannet homøopat, og inden jeg når at sige mere, griner Sonja og siger - på engelsk:

”Jeg tror, du er Rudolf Steiner uddannet, jeg kan simpelthen mærke det på dig”.

Og det må jeg jo indrømme er helt korrekt. Sonja fortæller, at hele sin barndom har hun gået på Rudolf Steiners Waldorf skoler. Hun siger, jeg giver hende den samme gode følelse som hendes lærer, det er jeg da glad for, hun syntes. Jean siger ikke noget, han lytter bare, det er ret tydeligt, han bærer på en meget, meget stor rygsæk, på mere end en måde. Sonja fortæller om der, hvor de bor i Canada, lidt uden for Montreal.

Pludselig, spørger Jean, om jeg har fundet meningen med at gå Caminoen? Og det kan jeg jo sagtens sige jeg har, og fortæller om den bog, du nu sidder og læser. Jean siger ligeud, at han er meget misundelig på den gode måde, og syntes jeg er meget heldig, for han har ikke fundet, hverken roen eller meningen endnu, og vi er kun nogle timer fra at være i Santiago de Compostela. Nå, det var blandt andet derfor jeg fornemmede den tyngde og tristhed hos ham. Jeg kan godt mærke, Jean ikke en mand man spørger om ret meget, det skal komme af sig selv. Han er lige som en østers, der klapper i ved det mindste.

Sonja spørger, om jeg har set filmen ”The Way”, og jeg må jo bare indrømme, at jeg stadig ikke har set den. Der er efterhånden mange, der har spurgt om jeg har set den film, men det har jeg ikke, og aner stadig ikke, hvad den handler om. Når nogen har spurgt, og jeg har svaret nej, så er der lige som ikke kommet mere. Ofte fortæller man om en film, hvis man syntes den har været god, men ”The Way”, har ingen rigtig fortalt om, ud over Mette, min søster og min far, som begge har sagt at filmen handler om Caminoen, men ellers ved jeg ikke mere om den.

Det er stadig ret mørkt, da vi kommer forbi en lille oplyst kirke. Havde jeg gået her alene, havde jeg nok syntes den var skummel, men nu sammen med Jean og Sonja, ser kirken hyggelig ud. Vi standser, Jean vil fotografere den og går helt op til kirken. Jeg tager også min Iphone frem, men kommer i tanke om at den jo stenede lige inden vi mødtes. Det kan jo være den virker nu, og ganske rigtigt, jeg trykker på tændknappen og den starter op igen. Jeg tager et billedes af os tre i mørket, og vi går videre.

BESTIL BOGEN

Bogen kan fra den 29. martst 2018 køber i alle landets boghandlere og bestilles på: http://dortea.dk/to-uger-paa-caminoen/

Pris 225, - inkl. forsendelse.

Klik her og læs anmeldelse af bogen.

BOGRECEPTION

Kom meget gerne til bogreception på “To uger på Caminoen”. Skærtorsdag den 29/3 kl. 14 –17.00, Lindevej 12 i Nordby.

Tilbage