Gæsteblog: Uddrag af en pilgrims dagbog

2018-05-07

Jeg forventede virkelig ikke at have morgenmad, men stadig hængende på motel til morgenmad, fordi det regner. Men klokken 8 stiger regnen så meget, at det kun er en dråbe, ser regnen og går ned. Vi er som den foregående morgen mere, der starter på samme tid. Sporet vi går fra lige fra starten er meget lille og ret glat på grund af regnen. Man overhaler dem, der går langsommere end en med en "Buen Camino", man går side om side, så det glider let. Jeg går en lille kilometer sammen med en Denver-tarmen, men jeg har opdaget, at jeg faktisk bevæger mig i et relativt hurtigt tempo, så jeg siger: "Hej hej Denver" og fortsæt min morgentur alene. På et tidspunkt er jeg stadig indsamlet af Mark fra i går, som har fulgt en gruppe af unge. Regnen er stoppet, og vi stopper ved en lille kirke, en i gruppen fortæller os, at der er en afrikaner, der genopretter kirken, men her er kirken ikke lige nu, men kirken er meget charmerende og vil være meget flot når den En gang færdig. På jorden ved siden af ​​kirken er der en meget velplejet grøntsagshave, så husk ej kirkens ejer ved at planlægge noget spændende i det lange løb. Vi går videre, og lige nu er det stadig tørt vejr. Regnen falder hurtigt af, fordi det er varmt at bære. Ingen går foran mig, jeg kan godt lide det bedst. Kroppen er rigtig god, og det er en ren fornøjelse, og jeg hører mig selv humming. Jeg tager billeder af de mange forskellige udtryk caminostien har, jeg ved ikke hvordan, men at de vil blive brugt til et senere foredrag.

Jeg går adskillige kilometer alene, ikke fordi der ikke er andre på vejen, men jeg taler ikke med nogen af ​​dem. Jeg går bare med mine tanker og nyder mig selv. Pludselig er der en, der råber bagfra: "Det er bare mini heste". Mark har fortalt de andre i gruppen, at jeg er en kæreste, og en i gruppen kan ikke dø, fordi de kan se, at jeg vender nakken af ​​leddene for at nyde synet af de små fantastiske miniheste inde i marken.

Der er omkring 20-30 prikkede Falabella miniheste, der løber rundt om marken, flere af dem er føl, så det går slet ikke, næsten alle på stien slutter at kigge på dem. Vi er temmelig korte på jorden, før regnbreakerne kommer igen, nu er det lidt mere end en nedbør. Alle hjælper hinanden med at besejre raidsen ud over rygsække. Kilometer efter kilometer er sat bag os. I Zuriain vender Camino passende forbi en cafe, en masse stop, og selvom jeg er godt foran en større gruppe, er der allerede mange på caféen. Der er sandsynligvis også en lang afstand mellem caféerne på linjen, så mange mennesker har brug for en pause. Da jeg åbner døren til caféen, mødes jeg med en dampende dunst, der meste tænker på en skihytte i løbet af rushtiden. Jeg giver op efter 10 minutter i kø for at bestille en kaffe og i stedet spise et æble, jeg bragte fra morgenbuffeten. Atmosfæren på terrassen ud under parasollerne er dejlig, selv om regnen går videre.

Min islandske skjorte virker langt bedre end forventet. Når det er koldt, holder det mig varmt, og når det er varmt eller jeg sveder, transporterer det varmen væk på en behagelig afkøling måde. Jeg taler kort med en svensk dame under parasollerne, der var irriteret, fordi hun ikke færdig med at strikke sin islandske skjorte før hun gik til Camino, fordi hun kan se det ser meget behageligt ud. Selvom det regner noget mere nu, kryber jeg stadig ind i min regn og jeg er på vej igen. Meget hensigtsmæssigt stopper regnen lidt for tolv, og jeg synes, det skal være frokosttid. I et supermarked købte jeg lidt ost, en tomat og et stykke fløjter i aftes. Langs Camino er der en flod, og jeg synes, det skal være muligt at finde et ret tørt sted at sidde. Jeg ved helt sikkert, at pilgrimerne kunne se mig ind mellem træerne, sandsynligvis tror jeg, at jeg er i busken for at tisse ... Men dem om det. Jeg finder en brudt træstamme, da jeg lægger min regnbue over. Og som en pude sætter jeg mit pasmina tørklæde. Faktisk undrede jeg mig om mine to tøjvalg, da jeg pakket en dag før min afrejse.

Ud røg fleece sweater og den nye tynde dunjakke, med en sort silkepasmina, der har vist sig at være god for meget, ligesom lige nu at sidde på, og også den islandske stringsuit kom. Nu er jeg rigtig god og tager ud af mine mudrede støvler og vær opmærksom på hvor jeg lægger dem, fordi det kun er 20-30 cm til vandet, der gør ondt. "Hola y bienvenido". Det er ved at gå galt, for jeg er helt ude af hule. Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem som lige nu at sidde på, og også den islandske straitjacket kom. Nu er jeg rigtig god og tager ud af mine mudrede støvler og vær opmærksom på hvor jeg lægger dem, fordi det kun er 20-30 cm til vandet, der gør ondt. "Hola y bienvenido". Det er ved at gå galt, for jeg er helt ude af hule. Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden.

Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem som lige nu at sidde på, og også den islandske straitjacket kom. Nu er jeg rigtig god og tager ud af mine mudrede støvler og vær opmærksom på hvor jeg lægger dem, fordi det kun er 20-30 cm til vandet, der gør ondt. "Hola y bienvenido". Det er ved at gå galt, for jeg er helt ude af hule. Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem og vær opmærksom på, hvor jeg lægger dem, fordi der kun er 20-30 cm til det vand, der dør. "Hola y bienvenido".

Det er ved at gå galt, for jeg er helt ude af hule. Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem og vær opmærksom på, hvor jeg lægger dem, fordi der kun er 20-30 cm til det vand, der dør. "Hola y bienvenido". Det er ved at gå galt, for jeg er helt ude af hule. Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden.

Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem Jeg troede, jeg var alene og ikke havde bemærket en lystfisker på den modsatte side af floden. Sød af ham, der ønsker god appetit, så jeg smiler og er glad, at mine ting ikke glider ind i vandet. Ost, tomat og et stykke chokolade, lækker frokost og mine fødder nyder friheden. Jeg fløj til fiskene. Og helt rigtigt, når jeg kryber ud af skrubben, passerer to pilgrimme forbi dem...

- Af Dortea Uggerhøj, 5. maj 2018

Tilbage