Sammensæt din egen rejse; Oplev det bedste af Nordspanien i dit tempo
Santiago de Compostela - pilgrimsvandrernes hovedstad
Pilgrimsvandrere på Caminoen gennem Nordspanien har ét mål - Galiciens smukke by, Santiago de Compostela
2022-12-20
Santiago de Compostela er altid et besøg værd - pilgrim eller ej
Santiago de Compostela tager hvert år imod over 200.000 pilgrimme, der har vandret gennem det nordlige Spanien til den hellige by. Også for de mere mageligt anlagte er byen værd at besøge.
Nede i krypten under højalteret findes årsagen til det hele; en lille dekoreret sølvkiste, med hvad man mener er de jordiske rester af Sankt Jacob – eller på spansk, Santiago.
Uden indholdet af kisten havde der ingen katedral været, ingen stor by med navnet Santiago de Compostela, ingen pilgrimsrute gennem Nordspanien, og mange af de småbyer, der er vokset op langs ruten, havde næppe eksisteret.
Oplev røgelseskarret El Botafumeiro
Størst er oplevelsen, når katedralens gigantiske røgelseskar, El Bofafumeiro, efter sigende verdens største, er i brug. Otte mænd svinger røgelseskarret, der farer rundt under loftet med op til 68 km/t. I de hellige år, hvor der kommer særligt mange pilgrimme, er røgelseskarret i brug dagligt, ellers er det kun i forbindelse med særlige højtider.
Katedralen er byens hjerte og sjæl, og Santiagos absolutte centrum er pladsen foran katedralens hovedindgang, Plazo do Obradoiro, i sig selv et studie i stilarter.
Santiago de Compostela blev optaget på UNESCO’s liste over verdens kulturarv i 1985.