BERLINGSKE: Vandring gennem historien

2016-10-12

(Artikel i Berlingske Rejseliv 27.08.2016)

Som en ledestjerne ligger byen på toppen af bjerget. Den lokker med løfter om et sted at lægge hovedet, stille støvlerne og lade op til endnu en dags vandren på pilgrimsruten Camino de Santiago. Vi vandrer gennem dem på en lille grussti og kigger længselsfuldt mod målet, mens vores trætte fødder langsomt bærer os frem mod bymuren; efter 30 kilometers vandren føles hvert eneste skridt lidt tungere end det foregående.

Byen ligner en amerikansk filminstruktørs drøm om en sydeuropæisk bjergby. Kirketårnet knejser over virvaret af århundrede gamle, hvide bygninger med gyldne tagsten, mens vinmarkerne bølger ud i alle retninger. Byen hedder Ciraqui og har to herberg – ’albuergues’, som de hedder på spansk – men det er det eneste, vi ved om den. Som de fleste andre byer på den 780 kilometer lange vandrerute, der løber parallelt med Spaniens nordlige Atlanterhavskyst fra Pyrenæerne til Santiago de Compostela, er den en positiv overraskelse.

»Mange går Caminoen for at trække stikket i en periode. Folk er ofte helt uforberedte på, hvor meget Caminoen og dens byer har at byde på. Man kommer gennem en masse byer og ser noget landskab, som normale turister aldrig ville opleve. Det er en meget autentisk og u-turistet version af Spanien, man oplever,« fortæller Rasmus Dissing Pedersen, der ejer det Camino-specialiserede rejseselskab Spain is More.

Rioja-regionens hovedstad Logrono er en af de byer, hvor man kan opleve hverdagsliv i Spanien. Byens smukke katedral tårner over den kastanjetræs-beklædte plads Plaza del Marcado, hvor pilgrimmene samles ved eftermiddagstid, efter de har fundet et herberg for natten og skiftet støvlerne ud med klipklapper. De verdensberømte vine smager endnu bedre, efter at man i dagevis er gået mellem de vinmarker, druerne vokser på; det skader ikke, at et glas vin koster mindre end en flaske vand.

Tjenerne bringer pintxos – små kanapé-lignende anretninger bestående af ost, fisk, skaldyr, charcuteri eller grillede grønsager fastgjort på et lille stykke brød med en tandstik, men efter et par timer i aftensolen beslutter vi os for at gå på kulinarisk eventyr. Flere af byens gader består nærmest udelukkende af pintxos-barer, hvoraf nogle af dem er blandt de bedste i Spanien. Vi starter vores ’ruta de pintxos’ – en slags barcrawl, hvor hvert glas vin er akkompagneret af adskillige pintxos – i fodgængergaden Calle del Laurel. Vi gør som de lokale og bestiller vin i baren, peger på de pintxos, der ser mest tillokkende ud – for derefter at fortrække til gaden og indtage de gastronomiske herligheder rundt om en tom vintønde.

Det nordspanske køkken - fascinerende og komplet!

Pintxos i San Sebastian er blevet udsat for kreative kokkes eksperimenter, mens det i Logrono er klassikerne, der er i fokus. Det handler om råvarer og intet andet, og det er helt unikt for regionen, fortæller madskribenten Matt Goulding, der bor i Barcelona. Han har skrevet en bog om Spaniens gastronomi, og den nordlige del af landet er en stor del af bogen.

»Det, der for alvor får gastronomien i nordspanske regioner som Asturien, Galicien og Baskerlandet til at skille sig ud, er respekten for ingredienserne og kvaliteten af dem. Det siger kokke hele verden over om deres køkkener, men for spanierne er det virkelig en del af deres dna. De behandler adgangen til gode råvarer som en menneskeret,« siger Matt Goulding, der fortæller, at spanierne i Baskerlandet bruger flere penge på mad, end de gør i nogen anden region i Spanien.

»Samtidig er det nordspanske køkken et af de mest fascinerende og komplette i hele verden, fra de små restauranter, der fokuserer på det klassiske middelhavskøkken, til de eksklusive restauranter, som er nogle af de bedste på planeten,« siger den amerikanske forfatter.

Han fortæller, at det nordlige Spaniens stille eksistens med relativt få turister sammenlignet med Sydspanien har gjort, at traditionerne og nytænkningen har fået lov til at udvikle sig organisk.

»Det nordlige Spanien har en meget særskilt madkultur, fordi der ikke har været indblanding fra turister. Når folk rejser til Spanien, forventer de ofte sydspansk mad – såsom paella eller tapas – og når der er efterspørgsel, er der udbud, så nu er de retter på kortet i byer som Barcelona og Madrid, hvor de ingen historie har. Det er ikke sket i det nordlige Spanien, og forhåbentligt vil folk rejse dertil efter maden og området, og ikke efter den fra Sydspanien,« siger Matt Goulding.

Og det gør de i stigende grad. I takt med at Michelin-stjernerne er drysset ned over regionen, er internationale medier begyndt at skrive mere om de nye madbyer, og et stigende antal selskaber tilbyder rejser til regionen med fokus på nordspansk mad og vin. Matt Goulding er overbevist om, at madturismen til regionen vil fortsætte med at vokse.

»Det er ikke som turismen i Frankrig eller Italiens vin- og madregioner endnu, men det er på vej,« siger han.

Sådan føles det i Logrono, hvor hver eneste bar er proppet til bristepunktet med lokale, med pilgrimme og med tilrejsende foodies, der står og sipper til vin og nipper til deres pintxos. Vi fortsætter til Bar Soriano, hvor en gruppe mænd i 60erne kæmper med at slynge byens mest berygtede pintxos – vilde svampe og rejer grillede i hvidløg – over bardisken lige så hurtigt, som folk fortærer dem og bestiller en til. Rob, en australier i 50erne, der blandt andet går Caminoen for at tabe sig, bestiller to.

»Jeg går 30 kilometer om dagen i en måned, og jeg kommer ikke til at tabe et eneste kilo. Det var jo ikke det, der var planen,« siger han grinende.

Religion ikke den eneste årsag til at gå på Caminoen

Religion er mindre afgørende, end man skulle tro på Caminoen. Uanset,om de er religiøse eller ej, bliver folk, der påbegynder vandreruten, kaldt for pilgrimme, og hvert år kommer der flere og flere af dem. I 2005 nåede under 100.000 pilgrimme frem til rutens mål, katedralen i Santiago de Compostela, mens det tal i 2015 var steget til over 262.000. Det er lige dele mænd og kvinder, der går ruten, og også aldersmæssigt er der stor variation. Knap en tredjedel af pilgrimmene, der går hele vejen til Santiago de Compostela, er under 30 år, mens halvdelen er mellem 30 og 60, og de sidste knap 17 pct. er over 60.

»Folk har vidt forskellige grunde til at gå Caminoen. Nogle gør det, fordi de har brug for at trække stikket; andre, fordi de har været gennem en svær tid og måske mistet en eller selv været syge; andre igen for det sociale, for at møde folk fra hele verden og knytte tætte bånd. Andre igen gør det af religiøse årsager og går op i, hvilke kirker de kan opleve undervejs; og så er der mange, som vil spise rigtig godt,« siger Rasmus Dissing Pedersen.

Katedralen i Burgos er et af pilgrimrutens absolutte højdepunkter for den gruppe af Camino-pilgrimme, der går ruten af religiøse grunde. Med sine kridhvide tårne er den gotiske katedral, som blev bygget mellem det 13. og 15. århundrede og er på FN’s verdensarvsliste, en af de smukkeste på ruten, og pladsen foran er samlingspunkt for pilgrimmene. Smalle stræder breder sig ud fra katedralen i et edderkoppespind, og små gyder ender i charmerende pladser, hvor den unikke arkitektur stråler om kap med katedralen i rendyrket skønhed. Religiøse og nysgerrige går til gudstjeneste i katedralen, mens ateisterne – som der er langt flere af, end man skulle tro – i stedet udforsker byens gastronomiske scene.

»Ifølge statistikkerne går de fleste Caminoen af religiøse årsager, men det er ikke min erfaring, at det faktisk er tilfældet. Statistikken kommer fra katedralen i Santiago, men det, folk glemmer at tage i betragtning, er, at man kun kan få det officielle bevis, hvis man erklærer, at man gik Caminoen af religiøse årsager,« fortæller Michael Matynka, der har gået Caminoen flere gange og lavet flere guide-apps til Caminoen.

»Der er selvfølgelig en del, der går Caminoen på grund af rutens katolske historie, men man møder også mange, der går den for at opleve den smukke arkitektur, naturen og den rige historie. Andre gør det for at komme væk fra hverdagen eller måske af helsemæssige årsager,« forklarer Michael Matynka.

Han er turleder for det stigende antal grupper, der går Caminoen med assistance fra rejsebureauer. Mens de traditionelle pilgrimme bærer deres rygsæk hele vejen og sover på herberger med dusinvis af andre snorkende pilgrimme, så ønsker et stigende antal rejsende at gå Caminoen på en mere komfortabel måde. Nogle får transporteret deres rygsæk hver dag i stedet for at gå med den på ryggen, mens andre kører i bus over nogle af de fysisk krævende etaper og vælger at overnatte på hoteller frem for herberg. Enkelte grupper kører det meste af Caminoen i bus og går kun et par kilometer hver dag. Nye herberg og hoteller slår hver sæson dørene op for at imødekomme presset fra det stigende antal pilgrimme, og ifølge Rasmus Dissing Pedersen er Caminoens målgruppe blevet udvidet, i takt med at ruten kan gås på en mere komfortabel måde.

»Det er i dag en bredere målgruppe, der går Caminoen. Det er nemt selv at finde rundt på Caminoen, så man har ikke nødvendigvis brug for en turguide. Men vi hjælper gerne dem, der ønsker sig lidt mere komfort på turen,« siger Rasmus Dissing Pedersen, der selv bor i byen Leon, en af Caminoens hovedbyer.

Målet for alle pilgrimme, uanset om de går hele vejen eller kører dele af den, får assistance eller ej; om de går den klassiske rute eller en af dem, der starter andre steder i Spanien eller i Portugal; og om de efterfølgende fortsætter til fiskerbyen Finisterre på Atlanterhavets kyst, er byen Santiago de Compostela.

[Med sin storslåede katedral og smukke gamle bykerne er Santiago de Compostela et besøg værd, selv hvis du ankommer med fly eller tog og ikke gåben. Foto: Ikke oplyst]

Med sin storslåede katedral og smukke gamle bykerne er Santiago de Compostela et besøg værd, selv hvis du ankommer med fly eller tog og ikke gåben.

Efter en måneds vandring ad grustier gennem bjerge, marker og gamle byer kan Santiagos trafik, menneskemylder, indkøbscentre og byliv virke som et chok. Når man har bevæget sig gennem forstæderne – ved at gå langs en motorvej, hvor man bliver mindet om, hvor meget hurtigere bilen er end gåbenene – og ind i den historiske kerne, begynder det at føles som Caminoen igen. Lyset trænger knap nok ned gennem de smalle stræder, hvor hvert gadehjørne er samlingspunkt for pilgrimme, der er faret vild. Lyset vender langsomt tilbage, når man vandrer langs de åbne pladser rundt om katedralen, og står strålende klart, når man står foran den.

Pilgrimme sidder udmattede på pladsen med glædestårer i øjnene berusede af sejrens sødme. Mange af os forestillede os, at Caminoen ville bestå af støvede grusstier, lange dage og stejle bjerge at bestige til fods. Efter vi har afsluttet den vil minder om det sociale fællesskab, regionens verdensklasses mad og vin, og et dusin smukke, gamle byer, vi ikke anede eksisterede, før vi gik igennem dem, stå lige så stærkt i hukommelsen.

Læs den fulde artikel i Berlingske her.

Tilbage