Expreso de la Robla: I luksustog fra Bilbao til León

2023-04-26

Personlig beretning fra en helt særlig rejse med Expreso de la Robla. Oplevelsen kan også blive din...

Togrejse med Expreso de la Robla

I et luksustog i romantisk Belle Époque-stil med hotelservice, pub, internet, morgenmadsbuffet og 28 dobbeltværelser med privat bad, kører det smukke Expresolo de la Robla-tog gæster afsted tre dages krydstogt igennem tre af Nordspaniens mest historiske og mindst besøgte regioner. Fra Bilbao til León eller omvendt. 

Med 60 kilometer i timen glider det igennem Nordspanien i samme tempo som Orient Expressen i sidste århundrede. 

Høflige som britiske butlere, skænker de jakkesætklædte tjenere i togets tre salonvogne cognac til kaffen og Rioja-vin til passagerne, der imens nyder det bjergrige og grønne Nordspanien fra rustikke læderbetrukne lænestole. 

Cognacen vugger i glassene, mens en hjort klør sig på ryggen med sit gevir uden for togets træindrammede panoramavinduer. 15 kilometer senere dukker et 130 år gammelt kirketårn op af Ebro-søen. Kirken blev opført på samme tid, som kultogsskinnerne i 1890. Da søen 60 år senere gik over sine bredder og oversvømmede kirken, fik den tilnavnet ’Fiskenes katedral’. 

Skolebørn og txapelaklædte landmænd vinker til det røde, grønne og sorte luksustog. Farverne står for henholdsvis Bilbaos historiske og nu nedlagte højovne, kullet fra minerne i León og de græsklædte nordspanske bjerge, som toget glider igennem. 

Historiske stop undervejs

Undervejs standser toget ved små idylliske stationer, hvorfra passagererne fragtes i busser til historiske seværdigheder. På guidede udflugter gennem kulminelandsbyerne, hvor indbyggerne hentede kul 20 meter under jorden. Til minemuseet i Sabero i Castilla y León. Til de blodrøde loftmalerier af Jesus i Spaniens største underjordiske klippehule. Til det hellige vand i den eventyrlige drypstenshule, middelalderklostre og -kirker i Castilla y León. 

Jagthunde sætter tænder i rådyrstruber og fortærer blødende vildsvin på vægmalerierne i den familiedrevne restaurant El Venado, 'Rådyret', hvor passagererne spiser frokost på rejsens anden dag. 

Med glade smil under sorte overskæg og topmaveudspændte hvide skjorter farer far og søn frem og tilbage mellem mor i køkkenet og gæsterne. 

»Her kommer du til at prøve det hele, søster«, siger sønnen Sergio kækt, da han sætter første egnsret på bordet. Efter vildsvineblodpølse følger svampesuppe, rådyrpaté, stegte tyrehaler og rådyrfilet, som skylles ned med Rioja-vine. 

Om eftermiddagen lister toget ind på stationen i regionshovedstaden León. 

Besøg i byens gigantiske gotiske og 800 år gamle katedral efterfølges af en fem retters menu og mere rioja-vin langt inde i en labyrintisk klippehule udenfor León. 

Mætte bringes de rejsende i bus tilbage til togets sovevogne - eller til nattelivet i Barrio Húmedo (det våde kvarter), der til fulde lever op til sit navn. 

León er mindre end Madrid og er berygtet for aldrig at sove. Men feststemningen i det våde kvarters jazz- og rock’n roll-barer, klubber og besatte huse er lige så pulserende som i hovedstaden. 

 

Bestil din rejse med Expreso de la Robla her

 

Aftenen efter ankommer toget til slotsruinerne, traditionsbundne spanske landsbykultur og en ny gastronomisk opleve i Espinosa de los Monteros. 

Mønter og spillekort skøjter over bordene mellem ældre mænd, mens en bredbarmet bartender langer cañas (spanske fadøl) og oliven over disken til højstemte landbyboere, som smider ducados-skod på gulvet. 

Guirlander af chorizo

Museumsfabrikken Boinas La Encartada er en af rejsens sidste oplevelser. 

»Kan du komme ned derfra!« En sorthåret kvinde råber op til mig med arrigt opspilede øjne. 

Jeg hopper ned fra den hvidkalkede vindueskarm med mine beskidte sko. Nåede lige akkurat at tage et billede af den skinnende vævemaskine fra 1892 oppefra. Den tager sig særlig godt ud på museumsfabrikken her i det sydlige Baskerland, som huser verdens største samling af intakte maskiner fra den industrielle revolution. 

Fra 1892 til 1992 var fabrikken storleverandør af et af Baskerlandets stærkeste kendetegn, Baskerhuen. La boina på spansk. La txapela på baskisk. Siden starten af 1800-tallet har baskiske mænd varmet sig under deres txapelaer. Og de bølgende ovale uldpletter med en opadstrittende strop i pulden er stadig en omvandrende del af det baskiske landskab. Ligeså baskiske som de mystiske euskera-gloser, og det baskiske flag, der bortset fra et grønt kryds bag korset, er identisk med Dannebrog og vajer overalt i regionen. 

Maria José González, som den sorthårede kvinde hedder, er taknemmelig for, at fabrikken blev bevaret som museum. I 18 år trak hun sammen med 159 andre fabriksarbejdere, størstedelen kvinder, vævemaskinens sidste tråde. I dag holder hun opsyn, når kollegerne med fægtende spanske fortæller-arme guider besøgende igennem produktionshallerne, hvor kvinder i fire generationer forvandlede fåreuld til txapelaer på vævemaskinerne.

»Derfor blev jeg gal på dig«, siger María senere ved foden af de græsklædte baskiske bjerge og den rislende flod uden for museet. 

Hun synes ikke, jeg udviste respekt for det sted, der har formet hendes historie.

Fra kultransport til krydstogt

Sult og arbejdsløshed drev Marias familie mod Baskerlandet, hvor industrien boomede i begyndelsen af det 20. århundrede. Fra hele landet rejste håbefulde spaniere i primitive togvogne efter arbejde i det spanske industri-klondike. Indtil slutningen af 1960'erne arbejdede Marías far på det tog, der siden 1890 transporterede kul fra minerne i León til Spaniens industrielle højborg, Bilbao. 1. april 2010 blev trafikken på de 360 kilometer skinner, der forbinder León med Bilbao, genoplivet. Men ikke af emigranter eller efterspørgsel på kul. 

Ligesom de andre besøg afrundes dette med en gastronomisk oplevelse, der sætter smagsløgene i kontakt med lokalhistorien. 

I dag står frokosten på ’olla ferroviaria’, togrejsegryden. Den gryderet som kultogsarbejderne mættede sig ved under de 12 timer, det tog at transportere kul fra minerne i Sabero til Bilbao. 

Dampen vælter op fra guirlandelange chorizo-pølser, grøntsager og bønner i gryderne på pladsen mellem museet og den rislende flod. 

Svedperler springer fra panden af en forklædeklædt kvinde, da hun løfter den ene gryde og ryster pølserne frem og tilbage i cirkulære bevægelser. Det har hun gjort hvert femte minut de sidste fire timer. 

»Det har samme effekt, som togets bumlen gennem bjergene«, forklarer kvinden grinende og prustende. I dag damper gryderetten under varmen fra små ildsteder. I sidste århundrede var det togets damp, der opvarmede pølserne.

OBS: der tages forbehold for ændringer i programmet. Ovenstående beretning er fra en særtur, der både startede og sluttede i Bilbao, men overlevelserne vil være tilsvarende, dog i anden rækkefølge.

Tilbage