Transcantabrico Gran Lujo: Luksus­livet kører på skinner i Spanien

2022-04-01

En rejse med Transcantábrico-toget tværs gennem Nordspanien er forkælelse med udsigt. Læg hertil udflugter væk fra togbanen til museer, dramatiske bjerge og katedrallignende klipper, og sporet er lagt til store oplevelser

 

Personalet står på række i deres blå, guldrandede uniformer og med hvide handsker for at byde os velkommen, da vi passerer gennem den intakte art nouveau-indgang til Concordia-banegården i Bilbao. Her møder vi første gang personalet og luksustoget, der skal være vores hjem i den kommende uge.

Transcántabrico Gran Lujo, hedder herligheden, der skal føre os langs Spaniens grønne nordkyst. Og straks inde i toget venter et glas perlende cava, inden nøglerne til vores suite bliver udleveret. Der er to suiter i hver sovevogn, og toget tæller syv sovevogne i alt, som er blevet ombygget ad flere omgange – senest i 2011. Alle overnatninger foregår i toget, mens det holder stille.

Hver suite indeholder et soveafsnit med dobbeltseng, en stue med sofa, bord og skriveplads samt et badeværelse. Alt er holdt i gammel stil, men den fortidige charme er kombineret med moderne komfort som bl.a. fladskærm, pc, wi-fi og et brusebad med hydromassage.

Selvom vi er steget på i Bilbao, begyndte toget sin rejse i byen San Sebastián nær den franske grænse. Vi er blevet transporteret til Bilbao, den største by i Baskerlandet, i togets ledsagebus, som under togrejsen giver togets passagerer mulighed for at komme på udflugter væk fra de lagte spor.

Bestil din Transcantabrico Gran Lujo her

Bilbao var en trængt industriby, som har gennemgået en metamorfose, efter at en visionær lokal administration besluttede at gøre kultur til en af de nye motorer for økonomien. Flagskibet er det titaniumglitrende, Frank Gehry-tegnede Guggenheim-museum, hvor der før var værfter.

“Beautiful, beautiful, beautiful city,” siger en af amerikanerne i selskabet overrasket og glæder sig også over den nye, brede promenade langs Nervión-floden.

Senere på togrejsen ser vi andre moderne kunstmuseer, der er forsøg på at opnå samme Guggenheim-effekt som i Bilbao. Der er det svævende Centro Botín ud til bugten i Santander, udtænkt af Renzo Piano og finansieret af familien bag Banco Santander, og Centro Niemeyer bygget i en udtørret dok i Avilés, hvis hvide, kurvede design er en gave fra Oscar Niemeyer.

Livet på toget

Hver morgen begynder med blid vækning. Campanilla, som det hedder i dagsprogrammet. En togsteward går langs vognene og ringer forsigtigt med en klokke, for at signalere, at det er tid til morgenmad. Den indtages i spisevognene, og det samme gælder i øvrigt for cirka halvdelen af frokost- og aftensmåltiderne på turen.

Vores køkkenchef er den unge, ferme Victoria, og hun forsøger at præsentere os for egnsspecialiteter, der svarer til lokaliteten uden for vognens vinduer.

De to spisevogne er smukt restaurerede togvogne fra 1927, der blev fremstillet af The Leeds Forge Company. Hvilket også gælder både barvognen, hvor farverige flasker indbyder til en drink eller to, og salonvognen med de brede panoramavinduer.

Interiøret i spisevognene er holdt i gyldne nuancer og består af bløde, velourbetrukne stole med armlæn og rank ryg, dæmpet belysning på borde og vægge, hvor lampeskærmene ligner kronblade på blomster, samt klassiske stofgardiner.

Der er plads til to bænkede passagerer i hver “bås”, og der opstår hurtigt et mønster, hvor folk sætter sig de samme steder. Derfor er det især under udflugterne og “udemåltiderne” på nogle af rutens mange fornemme spisesteder, blandt andet to michelinrestauranter og et antal “Paradores”, fine spanske statshoteller, at der er lejlighed til at udveksle erfaringer og indtryk med andre i selskabet.

Der er parret fra New York, som fik smag på togrejser, da de var på en tur fra Zambia til Sydafrika i fjor. Der er det argentinske par, hvor manden – og det lyder som en kliché – elsker en stor, saftig steak over alt andet. Der er en colombiansk familie i tre generationer, der tager på en årlig familieferie ud i verden. Og så er der to danske par, som gerne vil opleve andre sider af Spanien end sydkysten, Kanarieøerne, Barcelona og Mallorca. Og det gør de!

Fra Baskerlandet bevæger toget sig gennem regionerne Cantabrien og Asturien, og det står hurtigt klart for deltagerne, at den nordspanske kyst er meget frodig. Hvor der er skov, står den tæt. Hvor der er bakker og eng, har de rigelig med bevoksning.

“Her er helt utrolig grønt,” bemærker en af danskerne og sammenholder med parrets feriebolig på Costa del Sol. Nedbøren er på årsbasis op til en halv gange større end et normalt år i Danmark.

Asturien kaldes Spaniens Schweiz, og vi forlader toget og udskifter skinner med ledsagebussens hjul for at kommer nærmere på det smukke landskab.

Bussen kører ad en smal vej i næsten endeløse hårnålesving og med stigningsprocenter på op til 13 op til Covadonga-søerne, der ligger ca. 1100 meter over havet. Stigningen indgår ofte som den mest barske bjergetape i cykelløbet Spanien Rundt. Søerne er en del af Picos de Europa-bjergmassivet, der som nationalpark netop har rundet 100 år og rummer nogle af de mest dramatiske naturscenerier i Spanien.

I en rustik bar/restaurant bygget af kampesten og træ, bliver vi budt på smagsprøver af oste, heriblandt den lokale blåskimmelost Cabrales, krydret pølse og æblecider, som værtinden skænker op i en lang, tynd stråle.

Herefter snor bussen sig fra diset atter ned i havniveau – ned til Covadonga-helligdommen, der markerer et slag i 722, som ifølge overleveringen var begyndelsen på den langtrukne kristne tilbageerobring af Spanien fra muslimske invasioner fra Nordafrika.

Tilbage på skinnerne skifter Spaniens grønne nordkyst udtryk, fra bløde skrænter til rå klippe, efterhånden som vi nærmer os Galicien, der er en region, der skiller sig ud. Her er ikke flamenco og tyrefægtning, men i stedet masser af keltisk kultur og sækkepibemusik.

“Andre steder i Spanien er det olé, olé og flamenco, men ikke her,” fastslår guiden María.

Ved Ribadeo stiger vi ned på Playa de las Catedrales, en af de mest storslåede strande i Spanien på grund af de naturligt formede klippebuer og klippehuler, mægtige som katedraler, der kun er tilgængelige ved lavvande.

Hidtil på rejsen har vi jævnligt fået fisk og skaldyr, foruden den traditionelle bønnestuvning, og det stopper ikke nu på turens sidste dag. Galicien er nemlig hovedleverandør til hele landet af alt godt fra havet.

Vi bliver ekstra forkælet med den sidste middag på togrejsen, der slutter i pilgrimsbyen Santiago de Compostela. Hovedretten er meget passende mariscada, en skaldyrsplatte, der blandt andet består af langhalse, disse delikate og dyre, rørformede småvæsener, der sidder på klippesider nær vandoverfladen, og som det kræver stort mod at indsamle i Atlanterhavets voldsomme brænding.

Efter middagen på denne sidstedag af vores rejse bringer det spanske dagblad El País en rejseartikel om ti eventyrlige togrejser i verden. Rigtigt gættet! Én af dem er Transcantábrico.

- Tak for en smuk beretning!

Tilbage