
Sammensæt din egen rejse; Oplev det bedste af Nordspanien i dit tempo
Denne hjemmeside bruger egne og tredjepartscookies, for at hjemmesiden fungerer optimalt og til at generere brugsstatistik.
Ved at fortsætte med at browse, acceptere du vores ookiepolitik
Camino San Salvador fører dig gennem nogle af de mest betagende landskaber Spanien har at byde på, fra León's imponerende katedral til Oviedos noget mindre, men historisk betydningsfulde ditto.
Denne rute handler først og fremmest om natur. Et par af Camino San Salvadors etaper hører til blandt de smukkeste camino-etaper overhovedet.
Landsbyerne undervejs havde deres storhedstid under minedriftens æra, som nu for længst er forbi. Camino San Salvador er på mange måder en tidsrejse gennem minedriftens historie – og ikke mindst dens fald.
Naturmæssigt overgår få caminoruter Camino San Salvador. Fra León kan du allerede ane bjergene mod nord. Ruten stiger fra León's beliggenhed i 850 meters højde, til næsten 1600 meter midtvejs og ender blot 200 meter over havets overflade i Oviedo. Disse højdeforskelle gør Camino San Salvador til en af de mest udfordrende pilgrimsruter, men etaperne er tilrettelagt med kortere distancer på de hårdeste strækninger. Tag turen i dit eget tempo, og lad de imponerende omgivelser motivere dig – med en god grundform kan de fleste gennemføre ruten.
Camino San Salvador er smuk og fredfyldt, mere øde end de fleste andre ruter, med færre vandrere og services undervejs. I de små landsbyer vil du opleve traditionelle, rurale samfund, hvor turister sjældent kommer, og hvor de autentiske øjeblikke opstår spontant.
Hvis du vælger Camino San Salvador, skal du være klar til at tage udfordringerne, som de kommer. Tingene går deres egen gang i bjergene, men det løser sig altid. Slå koldt vand i blodet. Morgenmaden er måske ikke helt, som du forventer – for en spanier i det rurale Spanien består morgenmaden ofte af en sandkage og en kop kaffe. Der vil være overnatninger med langt bedre morgenmad, men måske er det nødvendigt at supplere på undervejs. Måske taler de lokale ikke engelsk, men de forsøger at forstå dig, og med et smil lykkes det altid. Aftensmaden ender måske med en sandwich, selvom du havde håbet på et større udvalg af lokale egnsretter. Sådan er det på denne Camino, hvor alt ikke kan planlægges i detaljer. Det er en del af charmen og eventyret.
For naturelskere og historieentusiaster er denne 120 km lange rute en autentisk pilgrimsoplevelse. Vi har sørget for komfortable overnatninger på charmerende hoteller og pensionater med morgenmad inkluderet*. Uanset om du rejser alene, med en ven eller i en gruppe, vil du opleve en rute rig på historie og ro, hvor hver dag bringer dig tættere på Oviedo og San Salvador-katedralen – slutmålet for en ganske særlig pilgrimsrejse.
*Bemærk: På grund af det begrænsede antal overnatningsmuligheder kan enkelte steder undtagelsesvis mangle morgenmad. I disse tilfælde vil der være mulighed for at købe morgenmad tæt på overnatningsstedet. Har du før rejst med Spain is More, og været vant til høj standard på hotellerne, skal du være opmærksom på, at vi ikke kan garantere samme standard hver nat på Camino San Salvador. Ikke alle steder findes der overnatninger på det niveau vi kunne ønske os.
Camino San Salvador (Leon - Oviedo)
Ankomst er som regel til Madrid, hvorfra du med tog transporteres med 300 km/t til León.
León, den gamle romerske hovedby, er en af de vigtigste byer på pilgrimsruten - og startby for din Camino San Salvador. Byen blev hovedstad i 910 i det kongerige, som senere udviklede sig til det Spanien vi kender i dag. Byens middelalderlige betydning afspejles i dens mange monumenter, såsom den imponerende katedral, det storslåede San Marcos og San Isidro, hvor flere af landets gamle konger og dronninger ligger begravet.
Byen bugner af tapasbarer og hyggelige pladser, hvorfra man kan se de mange pilgrimme vandre forbi med ømme fødder. Det er et møde med et ægte og autentisk Spanien – et møde, som langt fra bliver turens sidste.
Første vandreetape ud af León følger Bernesga-floden og fører dig gennem nogle af Leóns forstæder, inden ruten drejer ind i skoven. Landskabet er smukt og fredfyldt, og terrænet er let kuperet. Undervejs gennem skoven passeres flere udsigtspunkter med betagende udsyn over områdets grønne dale, fyldt med afgrøder og små landsbyer.
I La Robla møder du områdets historie som tidligere minecentrum på tæt hold. Bybilledet præges af store fabrikker, transportbånd og enorme bunker af kul og andre råstoffer. Men ved nærmere eftersyn opdager du, at de fleste anlæg efterhånden er ude af drift. Byen står til dels som et museum over en svunden tid, og til dels en by der kæmper for at finde en ny berettigelse. Indtil for kun få årtier siden blev råmaterialer i tonsvis transporteret herfra på den smalsporede jernbane til havnebyen Bilbao. I dag bruges jernbanen som lokal transportservice og til Spaniens luksuriøse togrejser – blandt andet med det ikoniske tog, "Expreso de la Robla" (La Robla-Expressen).
La Robla (950 m) ligger ved foden af bjergene, og straks efter byen begynder en rolig men lang opstigning. Efter cirka 17 km har du nået 500 meters højdeforskel. Turen går gennem en smuk dal og flere landsbyer, alt sammen omgivet af majestætiske bjerge, som vokser sig højere, jo længere etapen skrider frem.
De sidste 6-7 km går let nedad og slutter i cirka 1200 meters højde i den lille bjerglandsby Poladura de la Tercia.
Camino San Salvadors smukkeste og terrænmæssigt hårdeste etape – derfor også relativt kort, kun 14 km. To bjergpas på næsten 1600 højdemeter passeres, hvorfra du belønnes med storslåede udsigter over landskabet.
Senere krydses Pajares-passet, kendt for sit skiområde. Herfra går ruten ned mod landsbyen Pajares, en lille oase i bjergene. Stemningen her er overraskende levende året rundt – om vinteren på grund af det nærliggende skiområde, og om sommeren da mange har sommerhus i området.
På denne etape bevæger du dig fra det normalt tørre og solrige Castilla-León, til det ofte regnfulde og overskyede Asturien. Forskellen ses tydeligt i vegetation og farver, som især om sommeren bliver slående. Landskabet skifter fra gyldne, tørre græsenge til frodige, grønne træer og marker i Asturien.
For dem, der ønsker en ekstra oplevelse, er det muligt at forlænge etapen med cirka 5 km og tage en smuk og lidt krævende omvej dybere ind i bjergene.
Endnu en meget smuk etape, hvor terrænet skifter markant fra Castilla-Leóns ofte tørre og sparsomme vegetation til Asturiens frodige skove og grønne landskaber – dog med større sandsynlighed for dårligere vejr. På denne etape har du bevæget dig cirka 700 højdemeter nedad.
De sidste cirka 7 km følger floden, motorvejen og den gamle landevej gennem dalen og fører dig til endnu en tidligere mineby, Pola de Lena. Pola de Lena er den første større by (9.000 indb.) siden La Robla og har alle nødvendige servicefunktioner.
Camino San Salvadors letteste og samtidig mindst interessante etape – én etape skal jo være den kedeligste. Lige så smukke som de øvrige etaper er, lige så ensformig kan denne føles. Hvis det ønskes, kan du tage bussen eller toget til Mieres, eller du kan sætte din yndlingsmusik i ørerne og begive dig afsted. Ruten følger floden og løber enten langs eller tæt på landevejen hele vejen til Mieres, som også er en tidligere mineby, dog af en lidt større slags med ca. 25.000 indbyggere.
Mieres har flere sidrerías, som det sig hør og bør i Asturien. Her er en oplagt mulighed for at gradvist vende tilbage til civilisationen, inden mødet i morgen med Asturiens elegante hovedby, Oviedo.
Kort efter Mieres bevæger Camino San Salvador sig væk fra landevejen og floden og fortsætter gennem kuperet terræn på den smukke tur ind mod Oviedo.
Oviedo er kendt som en af Spaniens mest elegante byer, berømt for sin kultur og sin rolle som scene i både spanske og internationale film. Byen har en enestående atmosfære, som du kan udforske nærmere i den guidebog, du modtager før afrejse. Her beskriver vi, hvordan du får det bedste ud af dit ophold i smukke Oviedo.
Hjemrejse jf. program.
Men måske du vælger at blive et par ekstra dage i Oviedo, ved kysten eller at fortsætte din rejse i Nordspanien.
Spain is More´s mest populære Camino strækning - Enhver camino-elsker vandrer denne strækning, mindst én gang
14 overnatninger inkl. fly m.m.
fra 10275 DKK/pers.
Caminovandring og kvalitetstid - aktiv familieferie langs Camino del Norte fra Laredo til Llanes. Rejsen til seje aktive familier.
10 dage / 9 overnatninger
fra 8490 DKK/pers.
Pilgrimsvandring på en af de smukkeste og mindst befærdede caminoer
15 overnatninger inkl. fly m.m.
fra 11900 DKK/pers.
Fx. 3 dage i Barcelona og 3 dages kør-selv rundrejse til Pyrenæernes bedste Parador-hoteller
7 dage / 6 overnatninger
fra 7400 DKK/pers.
I det nordlige Spanien, mellem Asturien, Cantabrien og Castilla y León, ligger et naturligt paradis, der stadig er en velbevaret hemmelighed for mange internationale rejsende: Picos de Europa.
Det viser resultaterne af en forskning i de psykologiske fordele ved en caminovandring